Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/66

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
59
TILHAVS I KAJAK.

sin lænser, og med et dræbende kast træffer han den tvers gjennem hodet, — en mat bevægelse — og den synker død sammen. De andre kom tidsnok til at finde Tobias ifærd med at gjøre sit bytte fast og til at faa sit spækstykke deraf[1]. De kunde ikke tilbageholde sin beundring for denne rolige behændighed og talte om det længe efter. Tobias og Boas er forøvrigt pladsens bedste fangere; man fortalte mig om dem, at i deres unge dage var de saa overlegne, at de endog foragtede at bruge blære; isteden bandt de harpunremmen rundt sit eget liv eller rundt kajakringen, og naar de harpunerede en sæl og den ikke blev dræbt med en gang, lod de den altsaa trække afsted med sig og kajaken, istedenfor som ellers med fange blæren. Dette anser grønlænderne for at være det fineste af fangst, og det er kun meget faa, som naar saa vidt.

Hidtil har det været vakkert veir, havfladen har vugget sig blank i den stigende sol; men i løbet af de sidste timer har mørke, truende skybanker begyndt at trække op over himmelranden i syd. Netop som Tobias har faat gjort sin sæl fast, høres en brusen, og man kan se ligesom en røg over sjøen i sydlig retning; det er en storm, der kommer, røgen er sjøraakket, den driver foran sig. Af al vind frygter grønlænderne søndenstormen (nigek) mest, den er altid voldsom og sætter svært hav.

Det gjælder at søge under land saa hurtig som muligt. De, som ingen sæl har paa slæb, kommer lettest frem, men de søger at holde sammen med de andre. En befrir Boas for den ene af hans klapmyts. De har ikke rod langt, før allerede stormen er over dem; den pisker vandet til skum foran sig, og kajakmændene kjender den

  1. Naar en sæl fanges, faar de kajakmænd, som er i nærheden, hver sit stykke spæk deraf, som de da gjerne spiser med det samme.