Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/58

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent
51
TILHAVS I KAJAK.

slaar dig paa dit høire kind, da vend ham det andet ogsaa til.

Heraf at slutte, at eskimoen er feig, vilde være urigtigt.

For at danne sig en mening om et menneskes værd, skal man se det i sit virke. Følg eskimoen tilhavs, se ham der, hvor hans gjerning ligger, og synet paa ham skal snart bli et andet. Thi forstaar vi ved mod det, som i farlige øieblikke rolig lægger sine planer til at overvinde vanskelighederne og udfører dem med behændig aandsnærværelse, eller som med urokkelig selvbeherskelse møder en uundgaalig fare eller endog den visse død —, da vil vi i Grønland finde modigere mænd, end vi er vante til.

Kajakfangsten har mange farer.

Far omkom paa sjøen, bror og ven ofte ogsaa, men alligevel gaar eskimoen hver dag rolig til sin gjerning i storm som i stille. Er det altfor overhændig, gaar han nødig ud, kan hænde; erfaring har lært ham, at i sligt veir omkommer mange; men er han først derude, farer han frem, som om det hele var den ligegyldigste ting af verden.

Det er en herlig idræt, denne kajakfangst, det er som en legende dans med havet og døden. At se kajakmanden slaa sig op mod de svære havsjøer, som helt begraver ham under sig, — et stoltere syn kan ikke findes. Eller naar de, overfaldne af uveiret derude, maa søge land, — som sorte stormfugle kommer de susende unda veiret og sjøerne, der som rullende fjelde velter sig efter dem; aarerne hvirvler gjennem vand og luft, kroppen lidt for over, hodet hyppig vendt halvt bagud for at speide efter sjøen: alt er liv og mod, — og rundt om havet lig et eneste rygende raak. Og saa kan hænde midt i vildeste legen dukker en sæl op forud. Hurtigere end tanken er harpunen greben og farer sikkert gjennem sjøskummet,