Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/59

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
52
ESKIMOLIV.

sælen trækker afsted med blæren, men snart er den indhentet og dræbt, det bærer videre med den paa slæb, — og alt med den samme overlegne færdighed og det samme rolige ansigt, ikke anende, at der øves heltedaad.

Her er han stor, og vi? — Ja i disse omgivelser blir vi meget smaa.

Lad os følge eskimoen en dag paa fangst.

Flere timer før morgengry staar han allerede oppe paa udkigsfjeldet over bopladsen og ser udover sjøen, om det blir gunstigt veir. Kommen paa det rene dermed gaar han sagte nedover til huset og faar frem kajakpelsen. Hans frokost var i de gode gamle tider en drik vand, nu, da den europæiske blødagtighed har naad ogsaa ham, er det gjerne et par kopper sterk kaffe. Spise gjør han ikke om morgenen; han paastaar, det gjør ubekvem i kajaken og at en holder bedre ud foruden; heller ikke tar han noget at leve af med sig, bare tobak til at tygge.

Naar kajaken er baaret til stranden og fangstredskaberne lagt tilrette, kryber han ned i kajakhullet, gjør helpelsen godt fast over ringen og stikker tilsjøs. Fra de andre huse paa pladsen gaar samtidig flere ud. Det er jagt paa klapmyts, det idag gjælder, og fangstfeltet ligger ved nogle banker to mil ude i det aabne hav.

Det er stille veir, havfladen ruller blank i lange dønninger indover mod holmerne, en let eim ligger endnu mellem øerne over sundene, som de ror frem gjennem, og sjøfuglene, som ligger paa vandfladen, synes dobbelt store. Kajakerne skjærer stille skvulpende frem side om side, aarerne gaar sin jevne gang, mens mændene stadig underholder sig med hverandre og af og til bryder ud i en munter latter. Fuglepilene kastes legende snart af en, snart af en anden, det er for at øve øiet og armen. Saa