Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/55

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent


KAPITEL IV.
Tilhavs i kajak.

Man hører og ser saa ofte eskimoen beskyldt for feighed. Dette kommer sikkert nok for en stor del deraf, at de, som siger saa, kun har set ham paa land eller i godveir paa sjøen, og da er han for godmodig eller for magelig til at vise noget mod, eller og har de ikke gjort sig det bryderi at sætte sig ind i hans tankesæt; — ofte blev han vel ogsaa opfordret til noget, han hverken hadde skjøn eller lyst paa.

Hvis vi ved mod forstaar det, der som en tiger slaas til sidste blodsdraabe selv mod en overmagt, dette mod, der, som Spencer siger, absolut findes mest af hos de lavest staaende menneskeraser og særlig hos mange dyr, da maa det indrømmes, at eskimoerne besidder ikke overvættes meget deraf. De er for fredsommelige og gode til f. eks. at slaa igjen, om du angriber dem, og saaledes har europæerne lige fra Egede og de første missionærer uhindret kunnet slaa dem og kalde dem feige. Men den slags mod staar ikke i høi anseelse i Grønland, og jeg er bange for, at de ikke ser mer op til os, fordi om vi stadig viser overflod deraf. De hylder allerede fra oprindelsen af den vakre kristne læresætning, at dersom nogen