saavidt jeg kan forstaa, ogsaa tilfældet med de asiatiske eskimoer.[1]
I godveir bruger kajakroeren den saakaldte halvpels (akuilisak). Denne er gjort af vandtæt, afhaaret skind og er sammensyd med sener. I dens nedre kant er et trækkebaand eller rettere en trækkerem, som kan afpasses saaledes, at kanten netop omslutter kajakringen og med nogen møie kan smyges over og trykkes ned paa denne, saa at altsaa halvpelsen kommer til at slutte vandtæt sammen med kajaken. Med sin øvre kant naar halvpelsen op under armene paa kajakroeren, og den holdes oppe ved nogle sæler eller remme, som gaar over skuldrene og kan forlænges eller forkortes ved en letvindt laasmekanisme eller spænde af ben, saa enkel, men sindrig, at vi med alle vore metalspænder og greier ikke kan gjøre den saa god.
Paa armene bruges løse skindærmer, som surres oventil paa overarmen og nedentil ved haandleddet, og som hindrer armen fra at bli vaad under roningen. Paa hænderne haves vandtætte bladvanter af skind med to tommelfingre.
Denne halvpels er nok til at afholde mindre bølger fra at slaa ind i kajaken. Blir sjøen større, bruges imidlertid helpelsen (tuilik), der er syd paa lignende vis som halvpelsen og omslutter kajakringen ligesom denne,
- ↑ Merkeligt er, at indbyggerne paa St. Lawrence-øen synes aldeles ikke at benytte kajaken. De har store aabne skindbaade, baidarer, af samme bygning som tsjuktsjernes. Sml. Nordenskiöld, Vegas reise omkring Asia og Europa. Kristiania 1881. 2den del, side 249.
