sættes helst paa kajaken straks i raa tilstand, men er de allerede tørkede, maa de omhyggelig blødes i flere dage, før de kan sættes paa; det gjælder nemlig at faa dem saa vaade og tøielige som muligt, forat de kan strækkes rigtig eftertrykkelig og bli stramme som et udspilet trommeskind, naar de tørker. At berede skindene saavel som at strække dem paa kajaken og sy dem, er alt kvindernes arbeide; det er ikke saa ganske let, og ve dem, om skindet kommer til at sidde daarlig eller for slapt. Da føler de det som en stor skam.
Alle eller i det mindste en hel del af pladsens kvinder pleier at være med, naar en kajak blir trukket; dette synes de er morsomt, særlig da de som løn for sit arbeide gjerne blir trakterede med kaffe af kajakens eier. Traktementet tøier sig efter hans velstand fra for 25 øre opover til en krone eller mer.
Paa midten af kajakens dæk er der et hul, netop saa stort, at manden kan faa stikke sine ben nedigjennem og komme til sæde; hans hofter fylder hullet næsten fuld stændig ud. Der hører derfor ogsaa lidt øvelse til med nogenlunde lethed at kunne krybe i og ud af en kajak. Hullet er omgivet af kajakringen, som er gjort af en bøiet trægjord. Denne staar en 3—31⁄2 cm. op fra kajakens dæk, og derover smyges, som senere omtalt, vandpelsen. Der, hvor man sidder, lægges der over ribberne i kajakens bund et eller flere stykker gammelt kajakskind samt endnu et stykke bjørneskind eller andet haarskind for at gi et blødere sæde.
Enhver fanger gjør sedvanligvis sin kajak selv, og den afpasses til mandens størrelse paa lignende vis som en klædning. En kajak til en grønlænder af almindelig størrelse er i Godthaabs omegn omkring 51⁄2 m. lang,
