hvorom man forhaabentlig af hosstaaende tegning kan danne sig et begreb, gjordes før i tiden altid af rækved, helst hvidt flydetræ, som er lettest; til spanterne brugtes tildels ogsaa grene af vidjekrat, som vokser inde i fjordene. I den senere tid kjøber man ved kolonierne paa vestkysten ofte europæiske bord af furu eller gran fra kolonibutiken til kajaken, uagtet man anser rækved for bedre, særlig paa grund af sin lethed.
Udvendig betrækkes dette spileverk med skind, helst af grønlandssælen (Phoca groenlandica) eller og af klapmytsen (Cystophora cristata). Det sidste er ikke saa varigt og vandtæt som det første; men faar man skind af ung klapmyts, hvor hudporerne ikke er saa store, anses dog ogsaa det for godt. Hvor man har raad dertil, bruges skindet af blaasæl (Phoca barbata), som anses for det bedste og sterkeste, men da det ogsaa bruges til harpunremme, er det væsentlig kun paa syd- og østkysten, at der forekommer saa meget deraf, at det mer almindelig kan bruges til kajaken. Sjeldnere bruges skindet af stor ringsæl (Phoca foetida).
Kajakskindenes tilberedning vil findes omtalt senere i kap. 8. De