en tyk og sterk benplade, foran hvilken der sidder en — sedvanligvis af hvalrostand forarbeidet — lang bentap, som er forbundet med skaftet ved et led dannet af remme, saaledes at altsaa bentappen ved sterkt tryk eller stød fra siden knækker af i leddet istedenfor at brækkes. Denne bentap passer nøiagtig ind i et hul paa den egentlige harpunspids, som gjøres af ben, helst hvalrostand eller narhvaltand, og som nu altid i forenden er forsynet med en spids eller snarere et skarpt blad af jern; i tidligere tid brugtes ogsaa sten eller bare ben. Gjennem et hul er harpunspidsen festet til fangeremmen og er forsynet med agnorer eller modhager, saaledes at den blir hængende fast, hvor den er trængt ind, og er desuden saadan indrettet, at den stiller sig paa tvers inde i kjødet, idet den trufne sæl rykker til. Den sættes fast paa harpunskaftet ved at stikkes paa den omtalte bentap, hvorefter linen ved et i passende afstand anbragt benstykke med hul i hegtes ind paa en benknag et stykke op paa harpunskaftet (ved a), saaledes at dette og harpunspids holder godt og stramt sammen.
Naar nu harpunen træffer, og sælen begynder at boltre sig, knækker øieblikkelig bentappen af i leddet (se fig. næste side), og harpunspidsen med fangeremmen er saaledes løsnet fra skaftet, som flyder op til sjøens overflade,
