Blæren gjøres af en maagestrube eller en
skarvestrube, som blæses op og tørres. Den fæstes til
pileskaftet ved et benstykke, hvorigjennem der er
boret et hul til at blæse den op, og som lukkes
med en liden træplug.
Fra denne blærepil har muligens eskimoens vigtigste jagtvaaben — den sindrige harpun med line og fangeblære — udviklet sig. For at kunne fange de større sjødyr har man efterhaanden gjort pilens blære større og større; men ulempen ved, at dette fremkaldte for megen luftmodstand, til at pilen kunde kastes langt og med kraft, har snart meldt sig. Man skilte den da fra pilen og lod den kun være forbundet med dennes spids ved en lang og sterk line, harpunremmen. Harpunen, som blev gjort større og tungere end den oprindelige pil, kastedes fra nu af alene, men slæbende remmen efter sig. Blæren, som er fæstet til dennes anden ende, og som blev liggende paa kajaken, kastedes først ud, efterat dyret var rammet.
Denne harpun er med hele sin sindrige bygning ved siden af kajaken det ypperste, som den eskimoiske aand har frembragt[1].
Dens skaft gjøres i Grønland af rødt flydetræ — en slags furu fra Sibirien — som er tungere end det hvide flydetræ, hvoraf de mindre og lettere kastevaaben forfærdiges. I den forreste ende er skaftet forsynet med
- ↑ Nordvestindianerne og tsjuktsjerne — ja, om jeg ikke tar feil, ogsaa korjaker og kamsjadaler — bruger forøvrigt den samme harpun med line og den store blære til jagt paa sjødyr, idet de kaster den fra forstavnen paa deres større, aabne kanoer eller skindbaade. Det synes imidlertid sandsynligt, at de har lært brugen af dem fra eskimoerne.
