Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/293

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
286
ESKIMOLIV.

ordelag om at bringe de stakkars vilde kristendommens og civilisationens velsignelse.

Gaar vi til nutidens missioner, er ikke udfaldet paa de fleste steder det samme? Lad os betragte et folk som det kinesiske, der altsaa staar paa et høit kulturtrin, og som man derfor skulde tro var bedst skikket for den nye lære. En af «Kinas mest oplyste mandariner», som «selv er kristen og opdraget ved europæiske universiteter», skriver i «North China Dayly News» en artikel om missionen og dens indflydelse,[1] hvori det bl. a. heder: «Er det ikke tvertimod en aaben hemmelighed, at det bare er de elendigste, svageste, mest uvidende, trængende og mest slyngelagtige blandt kineserne, som har været og er, hvad missionærerne kalder «omvendte»?» «Jeg spør, om det ikke kan bevises, at disse omvendte — mænd, som har kastet bort sin barnetro, mænd, som af sine lærere forbydes at vise sympati, ja endog foragte vor ældgamle histories minder og traditioner — om det ikke kan bevises, at disse mænd, naar de har maattet opgi haab om verdslig vinding, har vist sig at være værre end de værste af kineserpøbelen? Missionærerne kan bl. a. fortælle sine tilhørere, at mandarinerne er nogle idioter, som tror paa himmeltegn og lignende nonsens, men næste dag vil de muligens fortælle de samme tilhørere, at solen og maanen virkelig stod stille paa hebræergeneralen Josvas befaling.» Angaaende missionens velgjørenhed mod de indfødte og lindring af nød og elendighed spør han: «Kan det bevises, at denne hjælp er en ekvivalent bare for de penge, som den kinesiske regjering maa betale for missionærernes beskyttelse? Jeg tror, at renterne alene af disse uhyre summer vilde være tilstrækkelige til at lønne en langt større

  1. Oversat i «Morgenbladet» no. 636 (17 okt. 1891).