ialfald har vi, som flere gange fremholdt, paa forskjellig vis hat en afgjørende indflydelse paa dens og andre smitsomme sygdommes udbredelse.[1] Tuberkulosen er nu saa almindelig, at det snart sagt er lettere at faa greie paa, hvem som ikke har den, end hvem som har den. Det er imidlertid merkeligt, hvor modstandskraftige de indfødte er mod denne sygdom, de kan i ung alder være saa angrebne, at de faar sterke blodspytninger, og lever alligevel, til de blir noksaa gamle; jeg har endog set gode fangere, som hadde tæring, og som den ene dag laa og spyttede blod, og nogle dage senere var ude paa fangst. Dette skyldes vel for en del deres fede kost og særlig spækket, som er fortrinlig skikket til at styrke dem mod sygdommen. Det viser sig ogsaa, at folkene ved kolonierne, som altsaa lever meget af europæisk kost, ligger mest under for den. Som regel blir de dog overalt svækkede deraf og kan gjøre lidet nytte for sig; at det virker lammende paa et saa lidet samfund, er selvsagt. En farsot, som f. eks. kopperne, hvilken vi naturligvis ogsaa har bragt dem og derved gjort ende paa en stor del af befolkningen, er langt at foretrække; thi den dræber straks sine ofre, virker ikke som denne langsomme, snigende gift.[2]
- ↑ Bl. a. ved at gjøre deres klæder daarligere, bringe dem til at bo i sine fugtige, usunde huse hele aaret rundt, hvor smittesporerne har den ypperste jordbund, paaføre dem europæisk kost osv.
- ↑ Merkeligt er, at grønlænderne for en stor del har gaat fri for syfilis, som jo er en af de første frugter, vi pleier at bringe de naturfolk, vi udser til offere for vort kulturarbeide. Den findes deroppe kun paa et sted, Arsuk i Sydgrønland, hvor man søger at isolere sygdommen. Det er først i de senere aar den er kommen dertil, men saavidt jeg har kunnet erfare, har den grebet om sig, og der er vel udsigt til, at den kan udbrede sig, saa den hele befolkning kan faa ogsaa denne plage.
