Vi ser altsaa, at en stadig fortsat tilbagegang fra
fordums velstand og trivsel mod en tildels haabløs armod og
svaghed, det er udbyttet af vor indflydelse paa
grønlændernes legemlige kaar.
Mange vil indrømme dette, men indvende, at det egentlig var for at hæve deres aandelige niveau og deres kultur vi kom derop, og det maa ske paa bekostning af det timelige velvære. Lad os derfor ogsaa se paa denne side af vor virksomhed. Mange mennesker tror, at et udviklet kultursamfund lar sig skabe med et slag af en saa ubekvem materie som et naturfolk. Det er imidlertid en stor feiltagelse at mene, at den menneskelige natur lar sig forandre efter enkelte folks forgodtbefindende. Den menneskelige natur er vistnok foranderlig; men udviklingen sker altid langsomt lig udviklingen i den hele natur. Vi maa derfor ikke indbilde os, at det gaar an, som vi har gjort i Grønland og andre steder, at løbe bus paa et naturfolk med vor kultur og indplante dem denne. «Forsøg at passe en haand med fem fingre ind i en handske med fire», siger Spencer, «og vanskeligheden er slaaende lig vanskeligheden med at bringe et indviklet eller sammensat begreb ind i en aand, som ikke har en tilsvarende sammensat evne.»
Den eneste forandring, som nogenlunde hurtig kan frembringes i et naturfolk, er dets forfald og undergang. En slig forandring i aandelig henseende melder sig, saasnart vi forsøger paa at bibringe et folk paa et andet kulturtrin nye ethiske begreber. Dette er ogsaa netop, hvad vi har udrettet hos eskimoerne. Naar vi f. eks. med foragt for deres love og regler har forsøgt at bibringe dem vore eiendomsbegreber, som unegtelig passer for et mere udviklet, men mindre kristent samfund end det eskimoiske,
