pleie at giøre», fik hun tamp.[1] At høre om slig optræden af landsmænd og kristne missionærer ligeoverfor et saa fredeligt folk maa skurre i vore øren, men har neppe gjort et bedre indtryk paa de indfødte. Man maa beundre deres godmodighed, som ikke jog dem ud af sine huse. Til missionærernes undskyldning tjener, at de var født i Europa og i en tid noget raaere end vor.
Det gik ogsaa daarlig og langsomt med de indfødtes omvendelse i begyndelsen; men saa opdagede disse efterhaanden, at missionærerne igrunden var store angekoker, og at deres ceremonier, vanddaaben, Guds ord og formularer, de kristne bøger osv. var tryllemidler, som egnede sig godt til at helbrede sygdom, beskytte mod nød, skaffe god fangst og andre fordele, for ikke at tale om, at omvendelsen og lidt hængen med hodet ofte bar øieblikkelige følger i form af smaabelønninger af de ivrige missionærer; de sagde derfor om disse: «De er skikkelige Folk, vi fik Mad, naar vi troede og saa bedrøvede ud.» Da en far, hvis søn var farlig syg, hadde prøvet forskjellige angekoker, raadførte han sig med en gammel og erfaren, om han «ikke skulde søge Trøst hos Præsten ved Colonien, hvortil den Gamle med Koldsindighed svarede: Du kand herudi giøre efter dine Tanker, thi jeg holder fore, at Guds Ord og fornuftige Angekoks Ord, er lige kraftige». Dette er efterhaanden blit en almindelig opfatning, og da det flere gange slog saa heldig til, at Guds ord i lignende tilfælde saa ud til at virke kraftigere end angekoks ord, ja saa var det jo naturligt, at nogle lod sig døbe, og gav de først eksemplet, var der nok af dem, som fulgte efter,
særlig hvis ansete fangere gik foran.
- ↑ Paul Egede: Eft. om Grønl., side 221.
