for deres vantroende landsmænd, at de f. eks. fik vide om «Jacobs Tredskhed, og Bedrageri mod Fader og Broder, Patriarkernes Polygamie, især Simeons og Levi magesløse Ondskab.» «Loths Historie» synes de ogsaa var uheldig. «Et Udtog af de Betydeligste var nok bedre for dette Folk.»[1]
Alterens sakramente maatte naturligvis i deres øine synes det argeste hekseri, ligesaa daaben. Da de engang hadde set nogle af europæerene foreta denne ceremoni, spurgte en angekok mig, siger Niels Egede, «hvorfore jeg skieldte alle Tider paa dem som vilde Hexe, og nu saae jeg at Præsten Hexede over Eder.» Hvortil Egede ikke fandt andet end det noget indholdsløse svar, at det var «efter Christi Befaling», mer synes han ikke, «at den Fante burde vide». Da missionærerne engang sagde til en anden mand, «at han skulle i Besynderlighed takke Gud, som hafde givet ham mange Børn,» blev denne sint og svarede: «Det du siger at Gud har givet mig Børn, er een stor Løgn, thi jeg har selv gjort dem. Er det ikke sandt?» sagde han til sin Kone.»
Deres kritik af missionærernes lærdomme og optræden var undertiden saa bidende, at endog den forstandige og brave kjøbmand Dalager maa tilstaa, at «endogsaa de Vanvittigste langt ude fra Colonien ofte herudi have giort mig saadanne Objectioner, der have drevet mig Sveden ud af min Pande, og bragt mig til at stønne.»
Gudstjenesten synes i begyndelsen at ha kjedet dem meget, de vilde hellere høre om Europa og kom med mange naive spørgsmaal: «om kongen var meget stor? om han var sterk, om han var en stor angekok, og om han
havde fanget mange hvalfiske?» Paul Egede beretter,
- ↑ Sml. P. Egede: Eft. om Grønl., side 117, 162.
