sig i prat med en orm, og «at de vare meget kiær for Frugt, at de vilde heller døe og lide Ondt, end miste nogle store Bær.» Andre mente, det var kavdlunakerne (europæerne) ligt; thi «de Gierrige Folk faae aldrig nok, de har og de vil have mere end de bruger.» En angekok syntes, det var uheldigt, at Kristus, den store angekok, som endog kunde gjøre døde levende, ikke var født hos eskimoerne, de vilde ha elsket ham og været ham lydige, ikke gjort som de daarlige kavdlunaker. «Hvilke galne Mennesker! dræbe den, der kunde gjøre levende!» Da de saa, at kristne europæere sloges og skjeldtes, hadde de liden tro til den kristne lære og sagde: «Maa skee, naar vi fik den Kundskab, bleve vi og umenniskelige.» Og de mente, at der ikke kunde findes skikkelige europæere, uden at de hadde været «nogle Aar i Grønland og lært Mores».
Nogle spurgte, hvorfor Gud ikke før hadde git dem underretning, hvis kristendommen var saa nødvendig, da kunde jo deres forfedre og kommet til himlen. Da Paul Egede svarede, at maaske hadde Gud set, at de ikke vilde anta ordet, men snarere foragte det, og derved blit end mer strafskyldige, sagde en gammel mand, at han hadde kjendt mange skikkelige folk, ja hadde selv hat en from far, og om der var dem, som hadde foragtet ordet, «saa var der dog Qvinder og Børn, som altied ere Lettroende». Da Paul Egede forklarede dem, at jordens gods eller «Lumpne-tøi» var altfor uværdigt til at komme i himlen, svarede en: «Jeg vidste ikke, at dette var ikke værd at tænke paa, naar der er saa got, hvi vil vi da saa nødig forlade dette?»
Da skriften skulde oversættes, viste der sig ogsaa at være store betænkeligheder derved. Flere af de kristne grønlændere selv mente, at det ikke vilde være gavnligt
