Himmelen er ingen Føde at bekomme, men i Helvede er Sælhunde og Fiske nok».
Man skulde vente, at missionærernes seier[1] over den hedenske tro maatte bli letkjøbt hos et saa fredeligt og godmodigt folk som det grønlandske; men dette kan dog neppe siges at ha været tilfældet. De indfødte hadde mange indvendinger at gjøre mod de kristne paastande; de kunde f. eks. ikke fatte, at den brøde, som Adam og Eva begik, «kunde være saa stor og efterdrage saa sørgelige Sviter», at hele menneskeslegten skulde forbandes derfor. «Men eftersom Gud vidste alle Ting, hvi tillod han da, at de første Mennesker skulde synde?» Det med den frie vilje syntes de rent ud sagt var noget vaas, og var det forhindret, var jo Adams afkom ei blit saa fordærvet, og Guds søn forskaanet for at lide.
En pige var ingenlunde tilfreds med de svar, hun fik derpaa, «hun vilde ha det saa besvaret, at hun kunde bejae det inden i sig og føle, at det var sandt, og at hun kunde gjøre dem ordløse, som havde saa meget at sige imod den Deel af vor Lærdom.» Ligeledes fandt de ud, at Adam
og Eva maatte ha været meget enfoldige, som kunde gi
- ↑ Missionsvirksomheden i Grønland, dengang et norsk kronland, blev begyndt 1721 af Hans Egede, som fik dannet et kombineret handels- og missionsselskab i Bergen i dette øiemed. Senere er denne mission bleven fortsat af den dansk-norske regjering, og efter adskillelsen i 1814, ved hvilken Danmark kom til at beholde de norske lande Færøerne, Island og Grønland, af den danske regjering. 10 aar efter Egedes ankomst til landet, blev af grev Zinsendorf, som hadde hørt om hans mission, ogsaa sendt tre mæhriske brødre derop. Disse skiffede sig ogsaa en liden menighed, og denne tyske eller hernhuttiske mission har ligeledes siden været fortsat; den har nu nogle faa stationer i Godthaabs distrikt og et par i den sydligste del af landet. Disse hernhuttiske menigheder udmerker sig, saavidt jeg kunde opfatte, mest ved, at der i dem er en endnu større nedgang og elendighed end hos andre grønlændere.
