luerne o. a. blev der af det første store væsen sendt et dyr (en kamæleon) til menneskene med det bud, at de skulde leve og aldrig dø. Men saa betænkte væsenet sig og sendte derefter et andet (den rapfodede salamander) med bud, at de skulde dø, og da dette kom først, saa blev det saa. Der er flere former af denne myte. Hos hottentotterne var det maanen, som sendte det bud til menneskene: «Ligesom jeg skal I ogsaa dø og leve op igjen.» Men haren hørte det, sprang iforveien og sagde: «Ligesom jeg skal I dø og ikke leve op igjen.»[1] Denne myte ligner atter paafaldende den nævnte fra Fidjiøerne, og saaledes faar vi altsaa bro mellem den anden og tredje grønlandske, som følgelig maa være to varianter af oprindelig en og den samme; og denne maa være meget gammel, siden den kan ha spredt sig saa vidt.
Omtrent alt, hvad de ser, tror eskimoerne har oprindelse fra deres landsmænd. Fiskene og andre sjødyr opstod derved, at en gammel mand engang hug fliser af et træ, med disse strøg han sig mellem benene («sudore testiculorum») og kastede dem i vandet, hvorpaa de blev til fiske. Haakjærringen opstod dog anderledes: «En Qvinde toede engang sit Haar udi Urin, og der en Vind kom og toeg det Klæde bort, som hun tørrede sig med, blev det til en Hay, og derfor lugter den Fiskes Kjød
ligesom af Urin.»[2]
- ↑ Christaller i Zeitschr. für Afrik. Sprachen, I (1887—88), side 49—62 Sml. ogsaa dr. Bleek: Reineke Fuchs in Afrika (Weimar 1870); Tylor, anf. st., side 355. A . Lang, anf. st , side 203.
- ↑ H. Egede: Grønl Perl., side 117,; P. Egede: Cont. af Rei., side 20. 60. Angaaende vaskningen i urin, som jeg side 22 har nærmere omtalt, kan bemerkes, at det synes, som dette har været en urgammel skik. Allerede i parsernes hellige bøger finder vi den omtalt. I Vendidad 8, 13 slaar det saaledes, at ligbærerne skal vaske sig «med urin ikke af mænd eller kvinder, men af smaafæ eller trækdyr».
