224 ESKIMOLIV.
revne bagdel), gjenfinder vi ganske den samme tanke, som kommen tilorde i den grønlandske sagnfigurs store skræv.
Paa den samme reise kommer sjælene ogsaa forbi maaneaandens bolig. Veien, som de farer, beskrives bl. a. som meget trang, og man synker ned indtil akslerne.[1] Det minder om de myrer, som i vort «Draumekvædi» tænkes at ligge i nærheden af Gjallarbroen, og hvori de onde synker.[2]
Høg’e æ den Gjallarbrui,
ho tisst ’punde skyi hange;
men eg totte tyngre dei Gaglemyrann,
gu’ bære den, dei ska gange![3]
Og i Danmark kjender folketroen disse helvedmyrer under navnet heimose, helkjær. Det synes altsaa, som vi atter her sporer indflydelse fra de gamle nordboer, til hvem forestillingen om slige straffesumpe i underverdenen vistnok er kommen fra middelalderens kirkelige visionsdigtning.
Naar kajakmændene er paa sjøen, tror de sig omgivne af de saakaldte ignerssuit (flt. a. ignerssuak ɔ: stor ild). De fleste af dem er gode væsener, som hjælper menneskene. Indgangen til deres boliger er i stranden. «Den første jord, som blev til, hadde hverken hav eller fjelde, men var ganske glat. Da han deroppe ikke syntes om menneskene paa den, ødelagde han jorden. Den sprak, og menneskene faldt ned i sprækkerne og blev til ignerssuit, og vandet strømmede til overalt. Da jorden blev til paany, var den fuldstændig dækket af en isbræ. Denne gik efterhaanden bort, og der faldt to mennesker ned fra
himmelen, af hvilke jorden blev befolket. Man kan hvert
