RELIGIØSE FORESTILLINGER. 223
Sammenfattes dette, synes det altsaa, som denne
grønlandske guddom oprindelig har været en gammel norsk
eventyrfigur, og at beskrivelsen af reisen til hende stammer
fra eller ialfald er farvet af europæiske sagn og legender,
som er indførte af de gamle grønlandske nordboer; men
desuden kan dertil være blandet mer oprindelige eskimoiske
elementer, som stammer vestenfra og ligner indianernes.
De sjæle, som gaar til oververdenen, kommer paa toppen af et høit berg forbi en merkelig kvindes bolig. Hun heder Erdlaversissok (ɔ: indvoldsudtageren) og har et trug og en blodig kniv. Hun slaar paa tromme, danser med sin egen skygge og siger ikke andet end: «mit bukseskræv o. s. v.» eller synger: «ia, ha, ha, ha!» Naar hun vender ryggen, viser hun et stort skræv, hvorfra der dingler en mager ulke, men naar hun vender siden til, trækker munden sig ganske skjæv, saa ansigtet blir aflangt paatvers; naar hun bukker sig, slikker hun sin egen bagdel, og naar hun bukker sig til siden, slaar hun kinden mod hoften, saa det klasker. Kan de se hende uden at le, er der ingen fare; men aldrig saasnart de drar paa smilebaandet, kaster hun trommen, griber dem fat, kaster dem om, tar sin kniv, skjærer dem op, river tarmene ud af livet, kaster dem i truget og sluger dem derpaa graadig ned.[1] Ogsaa i denne fortælling møder vi et par nordiske traditionstræk.[2] De «underjordiske» taaler saaledes ikke latter; det menneskebarn, som saarer dem ved at le ad dem, maa dyrt bøde for sin tankeløshed. Og i to navne paa jotunkvinden, som er opbevarede i Snorra Edda,[3]
Bakrauf og Rifingafla (hun med den kløvede eller sønder-
