med dem. Upaalideligheden af denne beretning er allerede i anmerkning 4 forrige side gjort opmerksom paa, og en saadan antagelse af eskimoernes indvandring staar, som det vil ses, direkte i strid med sagaernes beretninger, idet det af dem fremgaar (sml. ovenfor), at eskimoerne kom nordenfra og ikke søndenfra (Vesterbygden blev ødelagt før Østerbygden). Forøvrigt synes det, som det samme ogsaa kan sluttes fra et eskimoisk sagn, hvor det første sammentræf med de gamle nordmænd beskrives. I fordums dage, heder det, dengang kysten endnu var lidet bebod, kom en baad med reisende til Godthaabsfjorden og saa der et stort hus, hvis beboere de ikke kjendte, fordi disse ikke var kaladlit (ɔ: eskimoer); pludselig havde de truffet paa de gamle nordmænd. Disse saa ogsaa første gang kaladlit og behandlede dem meget venlig. Dette hændte altsaa i de gamles Vesterbygd eller deres nordligste koloni paa kysten. Der er ogsaa en anden omstændighed, som efter min mening gjør en saadan vandring usandsynlig, og det er, at skulde de ha trængt frem nordenom landets nordspidse, da maa de i den tid, de var der nord, ha levet, som de saakaldte arktiske høilændere (ɔ: eskimoerne ved Kap York og nordover) nu gjør, det vil sige, de har ernæret sig væsentlig ved jagt paa isen, er komne frem med hundeslæder og har hverken hat kajakker eller konebaade, idet det stadig islagte hav gjør kajakfangst og brug af baad til nær sagt en umulighed. At de saa, naar de kom til sydligere og mere isfrit vande paa østkysten igjen, har bygget konebaade og kajakker, er i og for sig neppe umuligt, da de vel maa ha bevaret traditionen derom, men, at de efter at være komne ud af vane med kajakfangsten skulde kunne udvikle den og de dertil nødvendige redskaber endog til høiere fuldkommenhed
