end paa noget andet sted, det synes dog usandsynligt, for ikke at sige umuligt.
Den efter min mening naturligste forklaringer, at eskimoerne, da de kom over Smiths sund, denne vei maa de naturligvis være komne, søgte sydefter langs kysten og har saa senere fra vestkysten søgt søndenom landet til østkysten. Om dette sidste er skeet, allerede før nordmændene kom til landet, ved vi intet om. Paa deres vei sydover fra Smiths sund har der vistnok mødt dem en stor hindring ved Melville-bræen (paa henimod 76° n. br.), som gaar lige ud i havet, og hvor kysten paa en lang strækning er ubeskyttet af øer; men paa den ene side har de kunnet trænge frem i sine skindbaade paa indsiden af drivisen, og paa den anden side er denne vanskelighed ialfald ikke større end den, som har været forbundet med en vandring nordenom landet. Mod denne antagelse kunde vistnok indvendes, at østgrønlænderne har hundeslæder, hvilket paa grund af manglende is ikke benyttes paa den sydlige vestkyst. Betænker man imidlertid, hvor forholdsvis hurtig eskimoerne reiser i sine konebaade, og hvorledes de i tidligere tider flakkede op og ned langs landet, samt at hunde har til alle tider været holdt langs hele vestkysten, da maa denne indvending falde.
Eskimoernes nuværende udbredelse paa Grønlands vestkyst strækker sig lige fra Smiths sund og til Kap Farvel. Deres antal i den danske del af vestkysten er meget nær 10&nsbp;000. Paa østkysten bor der, efter hvad vi ved fra den danske konebaadsekspedition under kapt. Holms ledelse 1884—1885, eskimoer lige til Angmagsalikegnen (paa 66° n. br.). Deres antal var høsten 1884 tilsammen 548. Nordenfor bodde der, efter hvad eskimoerne fortalte kapt. Holm, ingen til stadighed, saavidt de vidste. Imidlertid
