Hopp til innhold

Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/167

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
160
ESKIMOLIV.

forbrudt, og søgte efter bedste evne at gjøre ham latterlig. Den, som kunde faa tilhørerne til at le mest af sine vittigheder eller beskyldninger mod den anden, han var den seirende. Paa denne maade blev ofte lige indtil saa grove forbrydelser som mord revsede. Det kan synes os at være en vel lempelig maade at straffe paa, men for dette folk, med deres udprægede æresfølelse, var den tilstrækkelig; thi det værste, som kan times en grønlænder, er at bli gjort latterlig eller led ud af sine medborgere, og det har endog hændt, at enkelte har maattet gaa i landflygtighed paa grund af nederlag ved en trommedans.

Denne trommedans findes endnu paa østkysten, og det synes indlysende, at den maa være en meget gavnlig institution, som jeg bare ønsker, vi kunde faa indført hos os; thi en hurtigere og letvindtere maade til at faa afgjort trætter og straffet de skyldige, kan jeg da ikke tænke mig.

Desværre synes imidlertid ikke missionærerne paa Grønlands vestkyst at ha været af samme mening. Da det var en hedensk skik, var den eo ipso ogsaa umoralsk og skadelig, mente de, og med kristendommens indførelse modarbeidedes og udryddedes den. Dalager siger endog, at «der er fast ingen Laster der gaae i Svang blandt Grønlænderne, som vore Missionairer prædike heftigere imod, end denne Dans, foregivende, at derunder bedrives ald Letsindighed fornemmelig af de Unge.» Dette likte han slet ikke; han indrømmer vistnok, at der muligens kan foregaa enkelte uregelmæssigheder, men mener dog, at hvis en pige beslutter der at skille sig ved sin dyd, udsøger hun en meget urolig tid og sted, og man maa jo være enig med ham, naar han udbryder: «Og sandelig, hvis man saaledes med lige Nytte og lige Hensigt dansede hos os, skulde man i en Hastighed see hver