KAPITEL XI.
Rettergang, trommedanse og fornøielser.
Jeg har gjentagne gange forsøgt at indprente læseren, at eskimoerne er et fredeligt og godt folk. Det forekommer mig, at intet er et mer slaaende bevis derpaa end deres oprindelige rettergang.
Hvis man indbilder sig, at de eskimoiske hedninger savnede enhver anledning til at fremføre sin lidte uret til sine medmenneskers dom, tar man nemlig feil. Deres rettergang var imidlertid af en ganske eiendommelig art og bestod i en slags duel. Denne udkjæmpedes ikke med skarpe vaaben, som i saakaldte civiliserede lande; grønlænderen gik i dette, som i andet, lempeligere tilverks, han udfordrede den, han følte sig forurettet af, til en syngestrid eller trommedans med sig. Denne fandt helst sted ved store sommerstevner, hvor mange folk var samlede med sine telte, og den foregik paa den vis, at de to, som skulde udjevne sine stridigheder, stillede sig frem mod hinanden inde i en ring af tilskuere, mænd og kvinder. Slaaende paa en tamburin eller tromme, sang de nu efter tur nidviser om hinanden. I disse viser, der som regel var digtede paa forhaand, men undertiden ogsaa improviseredes, fortalte de om alt, hvad modstanderen hadde
