Ære at synde Mine Landsmænd derimod, veed hverken der er en Gud eller Dievel til, troe hverken der er Straf eller Belønning efter dette Liv» og de leve skikkelig, omgaaes hinanden kierlig, fredelig deele med hinanden, og har Føden tilfælles; der er vel og Onde iblant os, som viser, vi maae være af een Stamme, men at de Fleste er ulastelige, (du tænker vel ikke, at jeg hykler for mit Folk, thi du veed jo af Erfarenhed, at det er sandt) er maaske vort ufrugtbare Land Aarsag til; naar jeg har hørt tale om eders rare Land, har jeg ofte skattet dets Indbyggere lyksalige, da de har saa stor Overflødighed af Jordens velsmagende Frugter, Dyr, Fugle og Fiske af utallige Slags, vel indrettede store og prægtige Huse, skiønne Klæder, lang Sommer, ingen Snee og Kulde, ingen Myg, men alle Ting ønskelige og behagelige, og denne Lyksalighed tænkte jeg, hørte Eder allene til, fordi I vare Troende og ligesom Guds egne Børn; men at vi, som Vantroende, vare satte i dette Land, for at straffes. Men o! vi lyksalige Grønlændere! O! du kiere Fødeland! hvor er det vel, at du er skiult med Iis og Snee, hvor er det vel, ifald dine Klipper eier det Guld og Sølv, som de Kristne ere saa begiærlige efter, at det er skiult med saa megen Snee, at det er utilgiængeligt. Din Ufrugtbarhed giør os lykkelige og frier os fra Overlast. Pauia! vi ere virkelig fornøiede med vore Vilkaar. Kiød og Fisk er al vor Føde, det lekre falder kun sielden for, men desto kierere, naar det kommer. Det iiskolde Vand er vor Drik, det ledsker og berøver ikke Forstanden, ei heller skiller os ved vore naturlige Kræfter, som den galgiørende Drik, eders Folk finder saa stor Smag udi. Vore Klæder ere uanseelige tykhaarede Skind, men vel tilpas efter dette Land, baade for Dyrene, medens de have dem, saa og for os, naar vi igjen faa dem af dennem. Her er da, Gud skee Lov! ikke saa meget, at nogen skal faae Lyst til at slaae os ihiel derfor. Vi leve da uden Frygt. Vel har vi her under Norden de grumme Hvidbiørne, men imod dem har vi vore Hunde, som strider for os, saa vi ere uden mindste Fare. Drab høres meget sjelden hos os, og sker ikke, uden en bliver mistænkt, eller beskyldt af en Hexemester, at have dræbt nogen med sit Hexerie, saadan en bliver uden Barmhiertighed dræbt af Vedkommende, som mener at have ligesaa stor Ret, som Bødelen i eders Land, til at aflive deres Misdædere, men de giøre sig dog ikke til deraf, eller takker Gud derfor, som de store Herrer i eders Land, naar de har slaget ihiel et heelt Lands Indbyggere, som D. har fortalt mig. Det er dog vel ikke den gode Gud, som I lærer os, der har forbudet at slaae ihiel, at de takke og siunge Lov; det maae være en anden, som er Elskere af Drab og Ødeleggelse, mon det ikke er Tornarsuk (ɔ: djævelen)? dog det kan ikke heller være; thi det var at giøre den fromme Gud imod, at give Satan nogen Ære. Herom kan du nok ved Leilighed underrette mig. Jeg lover, ikke at sige mine Landsmænd det. De kunde derover blive ligesaa sindet, som Kaua, der ikke torde blive en Kristen, af Frygt at han
