tid skulde altsaa eskimoerne først ha faat fast fod i den sydligste del af landet.
At der har været kampe mellem de gamle nordmænd og eskimoerne, fremgaar ogsaa af disses egne sagn. Men af de samme sagn ser vi tillige, at der undertiden har været et venligt samkvem mellem dem, ja nordmændene omtales et par steder med anerkjendelse, og at eskimoerne skulde ha ført en formelig udryddelseskrig, synes at stemme lidet med deres nuværende karakter. En saadan synes derfor neppe alene at kunne ha været aarsag i koloniernes forfald. Foruden nedgang i det hele paa grund af den afsondrede stilling kan det muligens ogsaa for en del skyldes en opblanding af kolonisterne med eskimoer, idet den tids europæer neppe har været mer uimodtagelig for eskimoskjønhedernes ynde end nutidens.
Om den vei, ad hvilken grønlænderne har udvandret til Grønlands vestkyst, har der været nogen meningsforskjel, idet dr. Rink har holdt paa, at eskimoerne efter at ha gaat over Smiths sund ikke drog sydover langs vestkysten, hvilket maatte synes det naturlige, men drog nordover rundt landets nordspidse og kom ned langs østkysten. Herfra skulde de saa senere være komne søndenom landets sydspidse til vestkysten. Denne antagelse støttes væsentlig derpaa, at Thorgils Orrabeinsfostre traf eskimoer paa østkysten, samt at dette var første gang nordmændene traf sammen
