Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/14

7

grønland og eskimoen.

kom seilende, er ingen umulighed; samme erfaringer hadde jo ogsaa vi paa østkysten; men at dette skulde kunne ske saa hurtig, at nordmændene ikke fik se dem, synes lidet rimeligt. Men sandsynligt er det, at eskimoerne dengang har hat sine faste bosteder længere nord paa kysten, nordenfor 68° n. br., hvor sæl- og hvaljagten er rig, og hvortil de paa sin vandring nordenfra (sml. senere) først er komne.^[1] Fra disse sine faste bopæler har de paa eskimoisk vis hyppig gjort kortere eller længere besøg til den sydligere del af vestkysten og har der efterladt de først fundne spor. Da nordmændene under opholdet i landet streifede nordover, traf de tilslut sammen med eskimoerne. Efter prof. G. Storms^[2] mening maa dette først ha skeet i det 12te aarhundrede^[3]. «Historia norvegiæ» beretter om, at de grønlandske veidemænd i de ubebyggede egne i det nordlige Grønland traf smaa mennesker, som de kaldte skrælinger, og som brugte stenknive og pilespidse af hvalben. Efterhvert som de nordligere bosteder er blevne overbefolkede, er imidlertid eskimoerne for alvor rykkede sydover, og da nordmændene ofte, hvor de traf sammen med dem, for ilde frem, har de muligens tilslut i det 14de aarhundrede gjort gjengjæld ved først (efter 1341) at angribe og ødelægge (?) Vesterbygden, og senere (1379) gjorde de et herjetog til Østerbygden, og det følgende aarhundrede synes ogsaa denne helt at være blit ødelagt.^[4] Ved denne

1. Der nord har de kunnet fange meget sæl og hval paa isen hele vinteren, og dette er en fangstmaade, som de maa ha lært sig længere nord, og som der har været den vigtigste for dem.
2. Gustav Storm. Studier over vinlandsreiserne o. s. v. Aarbøger for nord. Oldkynd. og Hist. 1887, Kjøbenhavn 1888, særtryk side 56.
3. Om sammentræf med de gamle nordmænd har ogsaa eskimoerne selv flere sagn. Se Rink: Eskimoiske eventyr og sagn, 1866, side 198—209.
4. Man har gjerne fra flóamannasagaen villet slutte, at Thorgils Orrabeinsfostre allerede omkring aar 1000 skulde ha truffet eskimoer paa Grønlands sydlige østkyst, idet man mente, at de der omtalte «troldkoner» maatte være saadanne. Allerede prof. Storm har gjort opmerksom paa (Studier over vinlandsreiserne, særtryk side 56), at denne sagas eventyrlige karakter ikke tillader os at dra nogen slutning i denne retning. Det maa ogsaa erindres, at haandskriften af den først er fra ca. 1400, altsaa længe efter den tid, at nordmændene hadde truffet sammen med eskimoerne paa vestkysten. Selv om det med troldkoner virkelig er tænkt paa eskimoer, hvilket er høist tvilsomt, saa kan det være en senere tildigtning.