stranden, hjælper de andre med at ta imod hans fangst, mens han rolig sanker sine vaaben sammen og gaar opover til sit hus. Hun glytter beundrende efter ham — dette lager til bryllup. —
Men saa en kveld kommer han ikke tilbage; hun venter og speider; alle de andre er komne. — Han blev paa sjøen. — Øiet blir vaadt, og tunge taarer falder. Hun graater og graater, hun staar det aldrig over. — Det varer to dage, ja kan hænde tre — saa blir det bedre. — Der er jo ogsaa andre mænd i verden, og hun kaster sine øine paa dem.
Den oprindelige eskimo gifter sig gjerne, saasnart han kan forsørge en kone. Grunden er ikke altid kjærlighed, «den rette» er vel endnu ikke kommet, og da synes det hyppig at ske, fordi han trænger kvindehjælp til at berede sine skind, sy sine klæder osv. Han gifter sig ofte, før han kan faa børn, ja paa østkysten er det endog ganske almindeligt, at han har været gift tre til fire gange før den tid. Siden blir skilsmisse sjeldnere.[1]
Giftermaal gik i tidligere tider letvindt for sig i Grønland. Havde en mand lyst paa en jente, gik han til hendes hus eller telt, tog hende ved haaret, eller hvor han bedst fik tag, og trak hende uden videre omsvøb hjem til sit hus[2], hvor hun fik plads paa briksen. Muligens gav den vordende husbonde hende en lampe og et nyt vandspand eller lignende, og dermed var den historie færdig. Nu hørte det imidlertid til god tone i Grønland ligesom andre steder i verden, at vedkommende dame under
