ingensomhelst betingelse maatte la det faa udseende af, at hun vilde ha sin frier, selv om hun brydde sig aldrig saa meget om ham. Ligesom en anstændig brud hos os bør græde opad kirkegulvet, saa burde hun derfor stride imod, jamre sig og klage, det hun orkede; var hun rigtig velopdragen, saa graad og bar hun sig i flere dage, ja rømte endog hjem fra mandens hus. Gik velopdragenheden for vidt, kunde det efter sigende hænde, at manden, hvis han ikke allerede var blit kjed af hende, rispede hende lidt under fodsaalerne, saa hun ikke kunde gaa, og inden saarene var helede, var hun gjerne en tilfreds husmor.
Da de først saa folk bli viede paa vor vis, fandt de det meget stødende, at bruden, da hun blev spurgt, om hun vilde ha brudgommen til mand, svarte ja, efter deres opfatning skulde hun meget heller ha svaret nei; thi de anser det som en stor skam for en jomfru at svare ja, naar hun blir spurgt om sligt. Da de fik høre, at vi brugte det saadan hos os, mente de, at vore kvindfolk ingen undseelse kunde ha.
Slig enkel vis at gifte sig paa, som ovenfor skildret, er endnu den eneste paa Grønlands østkyst, og der kan det under saadanne bortførelser gaa temmelig voldsomt til; men vedkommende dames slegtninger staar dog fuldkommen rolige og ser paa; det hele er en privat sag, grønlændernes kjærlighed til god forstaaelse med sine landsmænd gjør, at de nødig blander sig i andres anliggender.
Det forekommer naturligvis ogsaa, at den unge frøken virkelig ikke vil ha sin frier; i det tilfælde fortsætter hun sin modstand, indtil hun enten slaar sig tiltaals, eller frieren opgir hende.
Hvor vanskeligt det for en tilskuer er at afgjøre, i hvad retning hendes ønsker gaar, fortæller Graah et
