gjør den dem i sandhed ikke, den ødelægger det smukke og gode hos dem, gjør dem svagere i kampen for tilværelsen og fører dem ufravigelig til fattigdom og elendighed. Men herom mer ved en senere leilighed.
De love, hvorpaa det grønlandske hedningesamfund hviler, er, som vi har set, saa nær som muligt socialismen gjennemført i praksis. I denne henseende er det altsaa mer kristent end noget kristent samfund; vor tids samfundsreformatorer kunde ha lidt af hvert at lære deroppe.
Spencer har i et af sine skrifter fremholdt, at menneskeheden har to religioner; den første og naturligste er selvopholdelsesdriftens, der driver individet til selvforsvar mod enhver ydre modstand eller enhver fiendtlig magt udenfor ham selv. Denne kalder han fiendtlighedens religion. Den anden er sammenslutningsdriftens, der driver mennesket til at indgaa fællesskab med sine naboer og medborgere, og af den stammer den kristne lære, at du skal elske din næste som dig selv, ja du skal endog elske dine fiender. Denne kalder han venskabets religion. Den første er fortidens, den sidste fremtidens.
Men netop denne fremtidens religion synes eskimoen i en sjelden grad at ha tilegnet sig.
Nogle stammer eller raser drives af fiender til sammenslutning, mens andre drives dertil af en mindre gunstig natur. Det sidste har været tilfældet med eskimoerne. Der, hvor driften til at slutte sig sammen og hjælpe hverandre har været sterkest udviklet, der har ogsaa samfundets evne til at holde sig oppe været størst, det har kunnet tilta i velvære og antal, mens andre smaasamfund med mindre deraf gik tilbage eller endog bukkede under.
Saasandt vi med Spencer holder paa, at venskabets religion er fremtidens, at selvopgivelse til fordel for
