Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/114

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent
107
KARAKTER OG SOCIALE FORHOLD.


Grønlænderen er i det hele et medfølende barn ligeoverfor andres nød; hans første samfundslov er at hjælpe andre. Paa denne og paa samhold i ondt som i godt beror alle de smaa grønlandske samfunds tilværelse. Et haardt liv har lært ham, at selv om han er dygtig og som regel kan klare sig selv, saa kan der komme tider, da han uden sine medmenneskers hjælp maatte bukke under; derfor er det bedst at hjælpe. «Og som I ville, at Menneskene skulle gjøre mod eder, ligesaa gjører og I mod dem», denne læresætning, en af kristendommens første og vigtigste, har naturen selv lært grønlænderen, og han bringer den til gjennemførelse, hvilket neppe kan siges altid at være tilfældet i de kristne samfund. Uheldigt er det, at efterhvert som han civiliseres, synes denne lære at tabe i kraft.

Ligesom hjælpsomhed mod naboer er en lov, saaledes er gjestfrihed mod fremmede det ikke mindre. Den reisende tar ind i den første hytte, han kommer til, og blir der, saa længe det er nødvendigt. Han blir godt modtat og bevertet med, hvad huset formaar, selv om han er en uven. Naar han drar bort, faar han hyppig mad med sig; jeg har set kajakmænd forlade huse, hvori de paa grund af storm hadde maattet opholde sig flere dage, belæssede med kveitekjød, som de fik i gave ved bortreisen. At betale for opholdet gaar ikke an. En europæer blir ogsaa gjestfrit modtat overalt, uagtet grønlænderne ikke vilde gjøre den samme fordring gjældende overfor ham, om de paa reise kom forbi hans hus. Europæerne gir dog hyppig et slags vederlag, idet de gjerne har kaffe og lignende ting, hvormed vertsfolket trakteres.

At gjestfrihed er en pligt, som øves i sterk grad ogsaa paa Grønlands østkyst, fortæller kapt. Holm flere