Grønlænderen er i det hele et medfølende barn
ligeoverfor andres nød; hans første samfundslov er at hjælpe
andre. Paa denne og paa samhold i ondt som i godt beror
alle de smaa grønlandske samfunds tilværelse. Et haardt
liv har lært ham, at selv om han er dygtig og som regel
kan klare sig selv, saa kan der komme tider, da han uden
sine medmenneskers hjælp maatte bukke under; derfor
er det bedst at hjælpe. «Og som I ville, at Menneskene
skulle gjøre mod eder, ligesaa gjører og I mod dem»,
denne læresætning, en af kristendommens første og
vigtigste, har naturen selv lært grønlænderen, og han bringer
den til gjennemførelse, hvilket neppe kan siges altid at
være tilfældet i de kristne samfund. Uheldigt er det,
at efterhvert som han civiliseres, synes denne lære at
tabe i kraft.
Ligesom hjælpsomhed mod naboer er en lov, saaledes er gjestfrihed mod fremmede det ikke mindre. Den reisende tar ind i den første hytte, han kommer til, og blir der, saa længe det er nødvendigt. Han blir godt modtat og bevertet med, hvad huset formaar, selv om han er en uven. Naar han drar bort, faar han hyppig mad med sig; jeg har set kajakmænd forlade huse, hvori de paa grund af storm hadde maattet opholde sig flere dage, belæssede med kveitekjød, som de fik i gave ved bortreisen. At betale for opholdet gaar ikke an. En europæer blir ogsaa gjestfrit modtat overalt, uagtet grønlænderne ikke vilde gjøre den samme fordring gjældende overfor ham, om de paa reise kom forbi hans hus. Europæerne gir dog hyppig et slags vederlag, idet de gjerne har kaffe og lignende ting, hvormed vertsfolket trakteres.
At gjestfrihed er en pligt, som øves i sterk grad ogsaa paa Grønlands østkyst, fortæller kapt. Holm flere
