Selv om en grønlænder har tilfredsstillet de netop
omtalte love, kan han dog ikke altid beholde den ham
tilkommende del af sit eget bytte i fred. Fanger han f. eks.
i en tid, da der er trang eller hungersnød paa pladsen,
anses det for hans pligt enten at holde gilde eller at dele
ud til de andre huse, som muligens i lang tid har maattet
undvære ferskt kjød.
Er der god fangst, holdes gilde, og man spiser, saa længe man kan. Blir ikke alt opspist, og der er nok ogsaa i de andre huse, lægges endelig hen til vinterforraad; men kommer der trangstid, da anses det for deres pligt, som har noget, at hjælpe dem, som intet har, saalænge der er noget at hjælpe med; siden sulter de i fællesskab, og undertiden sulter de ihjel. At nogle lever i overflod, mens andre lider nød, saaledes som jo daglig gaar for sig i det europæiske samfund, er uhørt i Grønland, naar bortses fra, at de derboende europæere med vor rases vanlige forsynlighed ofte har forraad, mens grønlænderne sulter.
Af det anførte vil det forstaas, at lovene gaar ud paa, at fangsten skal saa meget som muligt komme den hele boplads tilgode, saaledes at de enkelte familier ikke helt skal være afhængige af, om deres forsørgere daglig fanger. Det er love, som har udviklet sig ved lange tiders erfaring og er slaaede fast gjennem mange generationer.
