mellem alle bopladsens huse. Det sidste er især tilfældet med hvalrossen og flere hvalarter som f. eks. hvidfisken; af denne faar fangeren en forholdsvis liden del, selv naar han har været alene om at fange den. Blir en større hval bragt til land, skal det være et helt uhyggeligt syn at se alle pladsens beboere, bevæbnede med knive, kaste sig over den for at ta hver sin del, mens den endnu er i vandet.
Det gaar da saa blodigt til, at Dalager paastaar ikke at ha «hørt eller seet nogen Hvalfisk at være flendset uden at en Deel enten ere lemlæstede eller i det mindste sterk blesserede, hvilket kommer af en uforsigtig Hidsighed, da nogle hundrede Mennisker kand ligge paa Fisken, hvoraf enhver giør sit Beste, og derfor observerer ikke saa nøye, hvor Kniven snitter ind eller hen.» Karakteristisk for deres vakre sindelag er imidlertid, «at hvem som saaledes rager til Skade, bær derfor aldrig Nag til Giernings-Manden, men anseer det for Vaade».
Det er ikke blot for større dyr, der gjælder slige regler, for enkelte fiske er det ogsaa tilfældet; fanges saaledes en kveite, er det fangerens pligt at gi de andre kajakmænd, som ligger paa fangepladsen, et stykke af skindet til deling. Desuden gir han gjerne, naar han kommer hjem, husfæller og naboer med af dyret[1].
- ↑ Naar flere driver jagt sammen, er der ogsaa bestemte regler for, hvem det fangede vildt tilhører. Skyder to eller flere paa en ren, da tilhører dyret den, som traf den først, selv om han bare har saaret den ubetydelig. Om regler for sæljagten siger Dalager: «Kaster en Grønlænder med sine lette Piile i en Sæl-Hund eller noget Søe-Dyr, og det ikke døer, men løber af med Piilen, da, i fald en anden kommer og dræber det med sine Piile, tilhører dog den første, men hvis han har brugt den ordinaire Harpun, og Linen gaar i tu, og en anden kommer og treffer, har den første tabt sin Ret, men skyde de begge tillige, og Harpunerne treffe begge, deeles Dyret langs igjennem med Hud og alt.» «Kaste tvende tillige i en Fugl, deele de den tvert igjennem.» «Findes en død Sælhund med Harpunen udi, da, hvis Eyeren af den er bekiendt i Nærværelsen, faaer han sin Harpun tilbage, men Finderen beholder Sælhunden.» Lignende regler synes der ogsaa at være paa østkysten.
