Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/107

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent
100
ESKIMOLIV.

Kjøbmænd, som stedse ere forbundne at give Credit, og hvorpaa jeg fornemmelig dette Aar har fristet Prøver, da mange af mine Debitorer ved Døden ere hensovede, og derover bragt mig i en temmelig Labyrinth.»

Da han klagede til «adskillige fornemme og fornuftige Grønlændere», gav de ham det raad «strax at legitimere sit Krav, men dog lade (efter deres Talemaader) Mandens Luus først døe i Graven, førend han skreed til Execution.»

Stort mer, end hvad ovenfor er nævnt[1], kan en grønlænder ifølge de oprindelige skikke ikke godt eie. Selv om han hadde sans for at samle sig rigdomme, hvilket han dog sjelden har, vilde hans trængende fæller kunne gjøre krav gjældende overfor det mindre nødvendige. Saaledes er der i Grønland det misforhold, at de til landet flyttede europæere, som jo igrunden ernæres ved de indfødte, ofte samler sig rigdomme og lever i overflod, mens de indfødte selv ikke kan det.

Sin fangst har en grønlænder ikke engang hel ret over. Fra gammel tid af er der bestemte regler, hvorefter den fordeles, og det er kun enkelte slags dyr, han kan faa beholde saa nogenlunde for sig selv og sin familie. Til disse hører ataken eller grønlandssælen, men selv af denne maa han gi de kajakmænd, som kommer til, straks den er fanget, hver sit spækstykke, ligesaa faar børnene paa bopladsen, naar han kommer hjem, et lidet stykke spæk hver. For andre sælarter er der bestemte regler, hvorefter hele dyret fordeles mellem dem, som var tilstede eller var med, da det blev fanget, eller endog

  1. Hertil kommer dog ogsaa hunde og for de nordligere boende grønlændere og østlændingerne hundeslæder.