i dette Øjeblik som et Stykke af en Forbryder. For at berolige mit Sind begyndte jeg at vandre frem og tilbage i Stuen, og da Prokofij hørte, at jeg var oppe, kom han listende ind til mig og satte sig ugenert hen ved mit Bord.
«Jeg saa’, at Betjenten var her for lidt siden,» sagde han med tyk og grødet Stemme. «Det bliver vist en slem Historie for Dem; De skulde tage Dem en lille Snaps ... en Finkel gjør godt for alt, at De véd det.»
Han lagde sit omtaagede Hoved paa Bordet og faldt i Søvn, og da han omsider — Klokken lidt over to — tumlede ud i Gangen for at begive sig hen til Slagtehuset, besluttede jeg at gjøre ham Følge, idet jeg foretrak denne lille Udflugt frem for at sidde ene i mit Kammer med mine egne bedrøvelige Tanker. Han og jeg gik ned ad Gaden, hver med sin Stanglygte i Haanden, og lyste op for Slagterdrengen, der kjørte Enspænderslæden, som skulde hente Kjødet. Fællesslagteriet, der laa uden for Forstaden og hinsides den store Kirkegaard, bestod af tre mørke Træskure, der dannede Baggrunden af en stor Gaard, og da vi kom ind i denne, saa’ jeg et helt Virvar af Mennesker, Heste og Slæder. Folk raabte og skreg i Munden paa hverandre, Dyrene vrinskede, og Luften stank af Gødning og Blod. Det hele var saa uhyggeligt og modbydeligt som vel muligt. Efter at Prokofij havde faaet sin Slæde læsset med Kjød, begav vi os hen til Torvet, hvor han havde sin Bod. Det begyndte at lysne, og inden ret længe kom Kokkepiger
