for mig selv, og det hjalp mig til at udarbejde bestemte Overbevisninger og til at fæstne mine Standpunkter. Jeg indsaa’ hans Overlegenhed, men samtidig var jeg ikke blind for, at han, der, hvad Dannelse angik, stod saa langt over alle de andre i Byen, dog havde visse Mangler, som jeg selv kunde sige mig fri for. Baade hans skjødesløse Manerer og hans Lyst til ved enhver Lejlighed at kaste sig ind i Disputen, røbede, at der stak et Stykke af en Seminarist i ham, og hver Gang jeg saa’ ham give Partiet i en Knejpe, forekom det mig, at Tataren i ham var stærkere end Kulturmennesket.
Hellig tre Kongers Dag rejste han igjen til Petersborg, og ud paa Ettermiddagen indfandt min Søster sig hos mig. Hun tog mod Sædvane hverken Hat eller Kaabe af, satte sig hen paa Sengekanten og blev siddende dér uden at sige et Ord.
«Men hvad er der dog i Vejen med dig?» spurgte jeg bekymret. «Er du ikke rask, Kleopatra?»
Hun svarede ikke, men rejste sig og gik ind til Anna Karpovna, og lidt efter hørte jeg hende klage sin Nød der inde.
«Ja, ikke sandt, det er en yndig Tilværelse!» sagde hun med et dybt Suk. »Aaringer igjennem har jeg ikke kjendt andet end at føre Husholdningsbogen, skjænke The og knibe paa Skillingen. Og hvad har jeg saa ud deraf? Slet ingen Ting! Andre har levet og været unge, men det har jeg aldrig. Livet drager mig, men jeg er lænkebunden og kan ikke flytte mig af Stedet. Aa, det er skrækkeligt — utaaleligt!»
