500 Aar tilbage. Nej, hvad det gjælder om, det er at lære, lære — og lære! Det er Kundskaber, vi trænger til, og har vi først dem, saa kommer Resten af sig selv. Leve Videnskaben!»
«Ja, saa meget er vist, at vi maa indrette vort Liv paa en hel anden Maade end hidtil,» bemærkede Marie Viktorovna med et Suk, «for saadan som Tilstandene nu er, maa man næsten heller ønske sig død end levende.»
Klokken var to, da vi gik, og inden vi skiltes fra hende, maatte vi love snart at komme igjen.
«Naa, hvad synes De saa om hende?» sagde Doktoren, da vi stod nede paa Gaden. «Har jeg ikke Ret i, at hun er mageløs?»
I hele Juleugen var der saa godt som ikke en Dag, hvor vi ikke mødte hos hende, og vi tilbragte saa Tiden med at snakke sammen, men en enkelt Gang havde han ogsaa en eller anden Bog med, hvori han læste højt. Vladimir Blagovo var i det hele et Menneske, man havde Glæde af at omgaas. Jeg skal ikke kunne bedømme, om han sad inde med saa overvættes mange Kundskaber, men han forstod i hvert Fald at delagtiggjøre andre i sin Viden og at lægge noget af sit eget ind i alt, hvad han fremdrog af nyt og interessant. Han var det eneste Menneske, der i denne Periode af mit Liv havde en alvorlig Indflydelse paa mig. Jeg disputerede ofte med ham, og skjønt jeg i Regelen holdt fast ved min Mening, saa lærte jeg dog, takket være ham, lidt efter lidt at erkjende, at det, jeg forfægtede, ikke altid stod klart
