tisk Bondemand, som boede i en Straahytte, der var opført midt paa en af Græsplænerne.
Fjærnede man sig endnu mere, gik Haven over til en Eng, der skraanede ned mod en Flod, hvis Bredder vare tæt indrammede af Siv og Tagrør og beklædte med Pilekrat. Floden drev en Mølle, og i den dybe Mølledam, hvis Overflade var saa glat som et Spejl, vrimlede der med Fisk, som hvert Øjeblik slog Ringe eller satte Aakandebladene i en skjælvende Bevægelse. Møllehjulene brusede, Frøerne kvækkede og det opdæmmede Vand løb videre med en svag rislende og sladrende Lyd. Det hele var et lille Stykke Idyl, men Idyllen havde kun den ene Fejl, at den nu tilhørte Ingeniøren.
Min ny Virksomhed kunde ikke kaldes synderlig anstrængende. Jeg modtog Telegrammer og sendte dem videre, førte en Regnskabsbog og registrerede de Skrivelser, som indløb til Kontoret. Den største Del af Dagen var der slet intet at gjøre for mig, og jeg gik saa frem og tilbage i Stuen ventende paa, at der skulde indløbe et Telegram, eller vandrede om i Haven, indtil Kontorbudet kom og meldte, at der blev kaldt paa mig gjennem Apparatet. Mine Middagsmaaltider nød jeg stadig ovre hos Fruen, og Kosten vedblev at være smal, idet vi saa godt som altid fik Mælkemad og kun en sjælden Gang Kjød. Hun sad gjærne og plirede med Øjnene — det var en Vane, hun havde — og for hver Dag, der gik, befandt jeg mig mere og mere ilde i hendes Selskab. Sønnen lod mig besørge Kontorforretningerne og sov selv sødeligt paa
