baade Appelsiner, Bergamotter og Kirsebær. I Bedene stod der de dejligste Roser, Tulipaner og Liljekonvaller, og i Træerne hang der Glasklokker, som sang hele Melodier, hver Gang Vinden rørte sig. — Og du véd jo ogsaa nok, at Glas klinger meget smukkere end Metal. — Naa, og hvad tror du saa, der kommer? Jo, ser du, i Haven var der ogsaa en Mængde Springvand, og naar de sprang, naaede Straalerne helt op til Skyerne.»
Han sad lidt og grundede over, hvad han nu videre skulde finde paa og vedblev derefter:
«Den gamle Kejser havde en eneste Søn, der skulde arve hele Riget — en Dreng, der var lige saa lille som du. Og det var en god Dreng. Han var aldrig uartig, gik tidlig i Seng, rørte ikke ved noget, der stod paa Faderens Skrivebord, og var kort sagt en rigtig sød Unge. Men han havde en eneste Fejl — han røg!»
Seroscha slugte hvert Ord og saa’ Faderen lige ind i Øjnene, og denne fortalte saa videre stolende paa, at hans Improvisatortalent ikke vilde svigte ham.
«Naa, Prinsen fik saa Tæring af at ryge og døde, da han var 20 Aar, og den gamle, sygelige Kejser havde nu ingen som kunde hjælpe ham med at forsvare Slottet og Riget. Saa kom Fjenderne, og de slog Kejseren ihjel og brændte Slottet, og nu er der hverken Kirsebær, Tulipaner eller Glaskokker mere i Haven. Men alt det kunde have været undgaaet, hvis Prinsen ikke havde røget Tobak.»
Denne Slutning forekom ham selv temmelig komisk
