Nina hundrede Kræmmerhuse Brystsukker eller tusinde Tikopek Stykker, saa vilde de have forkastet et saadant Tilbud uden at betænke sig. Trods Barnepigens og Kokkepigens ivrige Protester sidder de næsten lige til Middag foran Kassen og krammer de ulykkelige Killinger, og samtidig er de stærkt optagne af deres smaa Klienters Ve og Vel og af Planer, der angaar deres Fremtid. De beslutter, at den ene Killing skal blive hos Moderen for at trøste hende og holde hende med Selskab, at den anden skal med ud paa Landet i Sommerferien, og at den tredje skal spærres inde i Kjælderen, hvor der vrimler med Rotter.
«Men de ser jo slet ikke paa en,» siger Nina. «De er helt hvide i Øjnene ligesom den blinde Tiger henne paa Torvet.»
Vanja begynder at blive alvorlig bekymret. Han forsøger at aabne Øjnene paa den ene af Killingerne, men skjønt han gjør sig den største Anstrængelse og i den Anledning rent glemmer at pudse sin Næse, mislykkes Experimentet dog fuldstændig for ham. Det forbavser ogsaa baade ham og Søsteren, at Killingerne haardnakket vægrer sig ved at labe den Mælk i sig, som tilbydes dem, og det oprører dem, at alt, hvad der lægges hen foran deres smaa, lyserøde Snuder, bliver ædt op af deres egenkjærlige Mama.
«Kom, lad os bygge Huse til Killingerne!» foreslaar Vanja. »Vi laver ét til hver af dem, og saa kan Moderen komme og besøge dem.»
I Løbet af et Par Minutter er der opført tre Hytter af Papstykker, der afstives med Pindebrænde,
