og triumferer, fordi hendes egen Udsigt til at vinde derved stiger betydeligt.
«Ni og tyve! — For ikke at lyve!» vedbliver Grischa. « Fjorten! — Af med Skjorten!»
«En Kakerlak! En Kakerlak!» skriger Sonja og peger paa en sort Bille, der løber hen over Bordet. «Tag den! Tag den!»
«Lad være at mase den!» siger Alexej med dyb Bas. «Det kan jo være, at den har Børn!»
Sonja følger Kakerlaken med Øjnene og tænker paa dens Børn, der sikkert er lige saa vimse og vævre som Moderen, men langt finere og kjønnere end den.
«Tre og fyrre! — Ingen maa spørge!» raaber Grischa, der lider ved Tanken om, at Anna allerede har to Kækker besat. «Nummer én! — Stankelben!» — «Nummer syv! — Hjærtetyv!»
«Det er mig! — Jeg har vundet!» skriger Sonja, som ler og ser sig om med straalende Øjne, og samtidig forlænges alle de Medspillendes Ansigter.
«Det maa undersøges!» siger Grischa og ser misundeligt hen paa Sonja, og som sædvanlig gaar hans Forslag øjeblikkelig igjennem. Alle de opraabte Numre gjennemgaas omhyggeligt, og det viser sig da til almindelig Sorg, at Sonja ikke har snydt. Derefter begynder det næste Spil.
«Og véd du, hvad jeg saa’ i Gaar!» hvisker Anna til sin Søster. «Filip krængede begge Øjenlaagene, og da han vendte det røde ud, lignede han en rigtig Djævel. »
«Ja, jeg saa’ det ogsaa, det var væmmeligt,» siger
