kunde jo være ganske morsomt, men hvor skal jeg skaffe Pengene fra? Og hvem skal besørge mine Forretninger saa længe? — Kjeder du dig, kan du jo gjøre en lille Sviptur paa egen Haand.»
Sofie Petrovna var lige ved at gaa ind paa dette Forslag, men da hun kom paa Tanke om, at Iljin sikkert vilde benytte sig af denne Lejlighed til at tage afsted med samme Tog og i samme Kupé som hun, betænkte hun sig og sagde:
«Nej, alene rejser jeg ikke. — Du maa tage med mig.»
«Aa, hvad er det nu for en Idé!» sukkede han. «Du maa virkelig ikke forlange Urimeligheder!»
«Ja, jeg faar ham nok med,» tænkte hun, «og naar vi først er kommen afsted, saa fortæller jeg ham det hele.»
Efter at hun saaledes havde taget den Beslutning at rejse, følte hun sig uden for al Fare; hendes Sind kom efterhaanden i Ligevægt, og hun tænkte med en vis Ro paa, hvad der var forefaldet. Hun satte sig hen til Vinduet og saa’ ud efter dem, der gik forbi, og Tanken om, hvor rigtigt hun havde baaret sig ad, og hvor snildt hun havde afværget Faren, fyldte hendes Sind med en stille Glæde. Andre Kvinder vilde maaske i hendes Sted have bukket under for Fristelsen, men hun havde ligefrem lidt ved at skulle høre paa Iljins Kjærlighedserklæringer, og nu gik det endogsaa saa vidt, at hun flygtede for at undgaa en Fare, som maaske slet ikke existerede.
Da Mørket begyndte at falde paa, indfandt de
