sædvanlige Søndagsgjæster sig, og som altid satte Herrerne sig hen til Spillebordene, medens Damerne lagde Beslag paa Dagligstuen. Iljin, der kom senere end de andre, var bleg og saa’ yderst nedslaaet ud. Saa snart han havde hilst paa Vært og Værtinde, satte han sig hen i Sofaen, og der sad han saa hele Aftenen uden at deltage i Samtalen. Sofie Petrovna, der saa’, hvor nedtrykt han var, havde paa en vis Maade ondt af ham, men Bevidstheden om, at han elskede hende og led dybt derved, fyldte hendes Sjæl med Triumf. Hun følte sin Ungdom, sin Skjønhed og sin Utilgængelighed, og det virkede saa stimulerende paa hende, at hun lo og spøgte hele Aftenen, men hun havde dog enkelte Øjeblikke en Følelse af, at hendes Munterhed ikke var ganske naturlig, og det virkede som et lille Tryk inderst inde.
Lidt før Midnat gik Gjæsterne, og Iljin var den sidste. Sofie Petrovna fik saa den dristige Idé at følge ham til det nederste Trin af Terrassen. Hun vilde meddele ham, at hun rejste sammen med sin Mand, for at se, hvad Virkning denne Efterretning gjorde paa ham. Maanen skjulte sig bag Skyerne, men det var dog saa lyst, at hun kunde se, at han var dødbleg, og at hans Læber skjælvede.
«Sofie... elskede Sofie!» hviskede han, lige som hun skulde til at give ham Meddelelsen, og i det Anfald af Ømhed, som nu fulgte, overvældede han hende med en hel Syndflod af kjærlige og indsmigrende Ord. Pludselig og ganske uventet lagde han sin Arm om hendes Liv og trykkede hende tæt ind til sig.
