«Aa, lad mig være fri! Forskaan mig!» sagde
Dommeren i en ærgerlig Tone. «Gaa heller ind i
Spisestuen, Aftensmaden venter paa os.»
De satte sig hen til Bordet, og efter at Dukofskij havde skjænket sig en Snaps, rejste han sig med lynende Øjne og sagde i en højtidelig Tone:
«Vil De vide, hvem den tredje er — hvem der har kvalt ham? Det er — saa sikkert jeg staar her — hans egen Søster, Anna Ivanovna!»
Tschubikof blev saa overrasket, at han fik sin Snaps forkert i Halsen og var lige ved at kvæles.
«Aa—aah!» sagde han prustende og stønnende. «De maa jo være bleven gal, Mand! — Deres Hjærne maa være gaaet i Baglaas!»
«Nej, jeg fejler ingenting. Men selv om De nu mener, at jeg er gal, hvorledes vil De saa kunne forklare hendes Forvirring, da hun saa’ os træde ind, og hendes Ulyst til at give os nogensomhelst Oplysninger? Ikke sandt, det er meget mistænkeligt, men især naar man ser hen til Forholdet mellem hende og Broderen. Hun har altid hadet ham, og det kommer af, at hun er en ivrig Gammeltroende[1], medens han alle sine Dage har været en renlivet Atheist.»
«Ja, men jeg forstaar alligevel ikke...»
«De forstaar det ikke? Hun, den sværmerske Gammeltroende, har myrdet ham af ren og bar Fanatisme, blot fordi hun har ment at gjøre en god
- ↑ En Sektererske. Mange af de russiske Sekterere udmærke sig ved deres Fanatisme og Intolerance. O. A.
