Om Aftenen, da Tschubikof og Dukofskij kjørte
hjem, var de begge dygtig trætte efter Dagens Anstrængelser. Dommeren, der af Naturen ikke var synderlig konversabel, gjorde Indtryk af at have aflagt et
Tavshedsløfte, og den ellers saa snaksomme Sekretær
sagde heller intet for ikke at forstyrre sin høje Foresatte i hans dybsindige Betragtninger. Men efter at
de havde kjørt et Par Timers Tid, kunde Dukofskij
ikke længer holde den trykkende Tavshed ud, og han
kom saa frem med de Slutninger, han havde uddraget
af Forhøret.
«Ja, at Nikolaj er indblandet i denne Sag,» sagde han i en overlegen Tone, «maa nu betragtes som fuldstændig givet. Hans modbydelige Fjæs og hele hans mangelfulde Forklaring røber tilstrækkeligt hans Skyld. Men det er ogsaa afgjort, at han ikke er Hovedophavsmanden, men kun et underordnet Redskab. Ikke sandt — De giver mig Ret deri? Og Hr. Psjekofs Skyld maa ogsaa betragtes som givet: hans blaa Buxer, hans pludselige Forvirring, hans mangelfulde Alibi, og først og fremmest hans Forhold til Akulina, forener sig til...»
«Ja, De snakker, som De har Forstand til, Højstærede. Efter Deres Mening er enhver, der blot har kjendt Akulina, et Stykke af en Morder. Men, saa vidt jeg véd, har De nok ogsaa selv gjort Haneben til hende, og følgelig maa vel en Del af Mistanken falde paa Dem.»
«Og paa Dem! Hun har jo været Kokkepige hos Dem en hel Maaned, og jeg husker nok... nej,
