kunde se, kostede det hende en Del Anstrængelse at rejse sig og gaa dem i Møde.
«Ja, først og fremmest maa vi bede Dem om Undskyldning, Marie Ivanovna, fordi vi forstyrrer Deres Andagt,» sagde den galante Tschubikof og skrabede ud med det ene Ben, «men Sagen er, at vi har en lille Bøn til Dem. Som De maaske allerede har hørt, er der en stærk Sandsynlighed for, at Deres Broder... naa ja, lad mig heller sige det lige ud — at Deres Broder er myrdet. Men se det er nu Guds Vilje, og den maa vi alle bøje os for. Døden undgaar ingen, hverken Kejseren eller den ringeste Stodder. Skulde De ikke kunne give os en eller anden Oplysning eller Forklaring, som...»
«Ak nej, spørg mig ikke!» svarede Marie Ivanovna og skjulte sit Ansigt i Hænderne. «Jeg kan ingen Oplysninger give Dem — slet ingen! Og hvor skulde jeg ogsaa kunne det? Jeg ser jo aldrig min Broder og véd slet intet om ham...»
Hun brast i Graad og skyndte sig ind i det andet Værelse, og Dommeren og hans Sekretær saa’ forbløffede paa hinanden og trak sig derpaa ud af Stuen.
«Aa, gid Fanden havde det tossede Fruentimmer!» bandede Dukofskij, da de kom ud i Forstuen. «Hun véd sikkert ikke saa lidt, men hun vil blot ikke ud med det! Og Stupigen, som lukkede os ind, har efter min Mening ogsaa et temmelig fordægtigt Ydre. Men vent I kun, jeg skal nok faa Hemmeligheden pillet ud af jer!»
