«Ja, lidt har der jo været imellem os.»
«Og er det sandt, at din Herre fik hende lokket fra dig?»
«Nej, det var Forvalteren, der gjorde det,» svarede Nikolaj, «og saa tog Herren hende igjen fra ham.»
Psjekof blev kjendelig forvirret, og dette gjorde saa stærkt et Indtryk paa Dukofskij, at han begyndte at mønstre ham fra øverst til nederst. Forvalteren forekom ham yderst fordægtig, og navnlig vakte det hans Mistanke, at Psjekofs Benklæder havde ganske den samme Farve som de Trævler, han havde været saa heldig at finde paa Burrerne. Dukofskij hviskede nogle Ord til sin Foresatte, og denne nikkede saa og begyndte ligeledes at iagttage Forvalteren.
«Du kan gaa!» sagde Dommeren til Nikolaj. — «Og maa jeg nu gjøre Dem et Spørgsmaal, Hr. Psjekof: Hvor var De henne sidste Fredag, og hvad tog De Dem for?»
«Ja, jeg spiste til Aften sammen med Mark Ivanovitsch og skiltes fra ham Kl. 10.»
«Og hvad saa?»
«Ja, hvad saa? ... Hvad saa?» stammede Psjekof, der blev endnu mere forvirret end før og rejste sig. «Oprigtig talt, jeg husker det ikke, for jeg var saa fuld, da jeg gik, at jeg ikke aner, hvor jeg har tilbragt Natten. Men hvorfor ser De saa mærkeligt paa mig? De tror da ikke, at jeg har slaaet ham ihjel?»
«Naa, og hvor vaagnede De saa?» vedblev Dommeren, der lod, som han ikke hørte hans Spørgsmaal.
