tog dem i Øjesyn, medens de vandrede forbi. De fleste af dem havde jeg kjendt lige fra mine første Drengeaar, og ikke saa faa af dem havde jeg leget med baade hjemme og i Skolen, men nu var jeg fuldstændig Luft for dem, ikke alene fordi jeg var daarligt klædt paa og uden nogen egentlig Stilling i Livet, men ogsaa fordi det vidstes, at jeg søgte billige Knejper, hvor man dyrkede Billard og røg slet Tobak.
I det store Hus ligeoverfor, hos Ingeniøren, blev der spillet paa Flygel, og de Toner, der strømmede ud fra de aabne Vinduer, forekom mig saa vidunderlig dejlige, at jeg ikke kunde løsrive mig fra min Plads. Lidt efter lidt begyndte Stjærnerne at tændes paa Himlen, og medens jeg stod og nød dette smukke Syn, kom min Fader forbi hilsende til højre og venstre og med min Søster under Armen.
«Kan du se, nu er Fyrværkeriet i fuld Gang!» sagde han og pegede op mod Himlen med den samme Parasol, hvormed han for lidt siden havde slaaet mig. «Er det ikke forunderligt at tænke sig, at enhver af de Stjærner, som lyser og tindrer hist oppe, selv den allermindste, er en hel Verden for sig selv. Ja, hvor ringe og ubetydelig er Mennesket dog ikke i Sammenligning med Verdensaltet!»
Han gjorde denne Bemærkning i en Tone, som syntes at tyde paa, at han fandt det overordentlig smigrende og behageligt, at han var saa ussel en Orm. Sjældent har jeg truffet hans Lige i Mangel paa Begavelse. Desværre har han i lange Tider været den eneste Arkitekt her i Byen, og derfor har der ogsaa i
