dommeren, da han havde hørt ham til Ende, «men hvorfor betaler du ikke din Skat?»
«Fordi jeg intet har at betale med, Deres Højvelbaarenhed.»
«Ja, det kommer af, at han og hans Søn drikker alting op,» bemærkede Sognefogeden.
Kredsdommeren skrev lidt i Protokollen, og derpaa sagde han i en rolig og forretningsmæssig Tone:
«Herud med sig!»
Saa snart alle Bønderne havde været for, kjørte Kredsdommeren, og næppe et Kvarter efter at Retshandlingen var sluttet, kom Antip, der allerede havde begyndt sin Udpantning, ud af den Gamles Hytte med en Themaskine i Favnen, haardt trængt af Bedstemor, der hylede og lamenterede det bedste, hun kunde. Antip tog saa lange Skridt som muligt, men han slap alligevel ikke fri for hende, før han var kommen ind i sin Hytte.
Nu, da Themaskinen var borte, syntes alle onde Magter at regere inde i Hytten. Bedstemor skjældte og smældte timevis, Marie græd, og naar Smaapigerne saa’ det, græd de alle med. Den Gamle, der følte, at han ikke havde saa lidt Del i Ulykken, sad henne i Ovnkrogen uden at sige et Ord, og Nikolaj iagttog ligeledes en haardnakket Tavshed. Han plejede ellers at staa under Bedstemors særlige Beskyttelse, men nu lod hun hele sin Vrede gaa ud over ham, og det gik endogsaa saa vidt, at hun overfaldt ham med Skjældsord og stak sine knyttede Næver op i hans Ansigt. Hun paastod, at han var Skyld i hele Ulykken, be-
