«Ma — rie!» skreg Kirjak.
«Nej ... nej ... lad være! Hik! Hik! Du maa skamme dig! — Hik!»
Begge stod et Øjeblik og gjorde Forsøg paa at faa Ligevægten, og derpaa dinglede de videre og forsvandt i Mørket.
Bedstemor havde stillet Sascha paa Post uden for Haven og befalet hende at passe paa, at Gæssene ikke brød ind. Men den lille Pige saa’ strax, at her var Fred og ingen Fare. Kromandens Gæs med Gasen i Spidsen havde for Øjeblikkat travlt med at æde Havre inde i Rejsestalden, og alle de andre Gaasefamilier græssede i Engen hinsides Floden. Hun forlod derfor sin Post og gik hen til Maries ældste Datter, Motka, der stod paa en stor Sten lige under Randen af Skraaningen og stirrede over mod Kirken. Motka, der var barfodet og ikke havde andet paa end en lang Særk, rørte sig ikke af Stedet, skjønt Salen brændte hendes Isse og sved hendes Nakke.
«Ja, i Kirken dér ovre bór Gud,» sagde Sascha, som havde stillet sig ved Siden af hende og lagt sin Arm om hendes Skulder. «Og Menneskene, de har almindelige Lys, men de Lys, Gud bruger, skinner
