at intet af Familiens Medlemmer fik en Bid mere, end der tilkom det, og at hendes Mand og Svigerdøtre ikke sad et Øjeblik med Hænderne i Skjødet. Selv var hun hele Tiden i Bevægelse. Snart bildte hun sig ind, at Kromandens Gæs var inde i hendes Have, og snart, at Katten var efter hendes Kyllinger, og hver Gang hun fik en saadan Anfægtelse, fór hun ud med en lang Kjæp i Haanden og stod saa en halv Time og brugte Mund mod de Gæs eller den Kat, som slet ikke var til Stede. Hun skjældte og smældte lige fra den tidlige Morgenstund, og til Tider gjorde hun saa meget Spektakel, at de, der gik forbi, uvilkaarlig standsede og begyndte at lytte. Sin gamle Mand hundsede hun slemt, og hun skjældte ham hvert Øjeblik ud for et Dovendyr og en Drivert. Naa, han var sikkert ogsaa yderst lad og ligegyldig, og det skyldtes vel kun hendes Skjældsord, at han ikke sad og holdt Faddersladder lige fra Morgenstunden. Han snakkede den Dag flere Timer i Træk til Sønnen om alle de Fornærmelser og Krænkelser, han maatte taale af sine Naboer, og han gjentog sine Beklagelser saa ofte, at det ligefrem var en Pine at høre paa ham. Kirjak, der laa paa Bænken med en dundrende Hovepine, skammede sig over sin Opførsel den foregaaende Aften og udøste en Gang imellem sit Hjærte for Broderen.
«Ja, det er den forbandede Brændevin, der er Skyld deri,» brummede han og tog sig op til sit syge Hoved. «Og jeg er selv kjed deraf — hører du,
